Quizmaster til Kristeligt Dagblad
Kristeligt Dagblad har de seneste år udviklet et spilunivers, hvor tusindvis af danskere hver dag udfordres af ordspil og logiske opgaver. Spillene er blevet en vigtig motor i avisens digitale udvikling. Vi søger en quizmaster, der skal være med til at skabe indholdet og sikre, at spillene bliver ved med at være sjove, udfordrende og vanedannende.
Om jobbet
Som vores nye quizmaster får du ansvaret for at udarbejde og kvalitetssikre indhold til vores spil og quizzer bl.a. 'Forbindelser', 'Wordle' og 'Satellit'. Du skal sikre variation, justere sværhedsgraden og løbende optimere brugeroplevelsen. Din indsats er nøglen til at videreudvikle spiluniverset og bidrage til både fastholdelse og tiltrækning af nye spillere.
Du bliver en del af et team, hvor samarbejde er afgørende. Her sparrer du løbende med den spilansvarlige, studentermedhjælpere og eksterne leverandører og du bidrager også aktivt med forslag til nye spil, kampagner og konkurrencer. Du kan se vores spilunivers på k.dk/spil.
Vi søger en kollega, der er drevet af lysten til at sætte et varigt præg på et vigtigt digitalt område og trives med at tage initiativ.
Om dig
- Du leger med sproget, elsker ord og opdager hurtigt de små detaljer, andre overser.
- Du har erfaring med at skabe og redigere engagerende indhold og har en skarp sans for detaljer, korrektur og grammatik.
- Du har en ægte passion for quizzer og spil og er nysgerrig på, hvad der får mennesker til at blive engagerede og vende tilbage dag efter dag.
- Du forstår at bruge data og indsigt til at gøre spiloplevelsen bedre.
- Du er initiativrig, kreativ og trives med at omsætte gode idéer til praksis i et miljø med korte beslutningsveje.
- Du har kommerciel forståelse for, hvordan spillene bidrager til avisens digitale forretning.
Vi tilbyder
- Et spilunivers i vækst, hvor dine idéer hurtigt kan ses i virkeligheden.
- En central rolle i et lille, engageret team, hvor godt kollegaskab og faglig sparring vægtes højt.
- Tæt samarbejde med kolleger på tværs af huset.
Spilafdelingen har en bred kontaktflade, hvor vi arbejder tæt sammen med journalister, marketing og salg. Vi opretholder generelt en flad struktur, hvor der er plads til input fra alle kolleger. Og kan du trives i det, lover vi en arbejdsplads med højt til loftet, fredagsbarer og stærkt sammenhold i attraktive lokaler i indre København.
Ansøgningsfrist: den 22. oktober 2025.
Se mere og ansøg: https://kristeligtdagblad.recruitio.dk/job-openings/?lang=da
For yderligere information kontakt Dís Pálsdóttir, projektchef for spil, på tlf. 2632 7008 eller e-mail: dis@k.dk
Om Kristeligt Dagblad:
Kristeligt Dagblad ligger midt på Strøget i indre København. Vi er et mediehus i konstant udvikling med mange års redaktionel og kommerciel fremgang. Fokus for alt, hvad vi beskæftiger os med, er samlet i ordene tro, etik og eksistens.
Kristeligt Dagblad er kvalitetsavisen om livets store spørgsmål - og så dækker vi også intensivt kultur og litteratur, udland, indland, politik, værdidebat, historie og sociale forhold.