Studentermedhjælper og kreativ kommunikatør til spil- og quizafdeling
“Ordspiller” søges til Kristeligt Dagblad
Kristeligt Dagblad har de seneste år udviklet et spilunivers, hvor tusindvis af danskere hver dag udfordres af ordspil, quizzer og logiske opgaver. Spillene er blevet en central del af avisens underholdningsprofil og digitale succes, og vi søger nu en kreativ og struktureret studentermedhjælper, der kan støtte vores spilansvarlige i at holde maskinrummet kørende og kvaliteten i top. Du kan se vores spilunivers på k.dk/spil
Om jobbet
Du bliver en vigtig del af spilteamet med varierede arbejdsområder. Din fornemmeste opgave er at sikre, at avisens daglige spil og quizzer fungerer optimalt, og at vores læsere/løsere får den bedst mulige oplevelse på k.dk, i papiravisen og i indbakken.
Dine opgaver vil bl.a. indebære
- Sproglig kreativitet: Du er med til at udtænke og formulere indhold til spil som Ordret, Forbindelser, Wordle og Satellit.
- Research, konstruktion og opsætning af quizzer: Du får ansvaret for at udarbejde og lægge quizzer ind i vores redaktionelle systemer, så de står skarpt og fejlfrit.
- Marketing og nyhedsbreve: Du færdiggør og kvalitetssikrer vores spil-nyhedsbreve, så de lander sikkert i brugernes indbakke – og hjælper til med andre marketingopgaver.
- Ad hoc-opgaver: Vi er et lille team med mange forbindelser, så du vil også løbende blive inddraget i nye tiltag og kampagner.
Om dig
Vi forestiller os, at du er i gang med en relevant videregående uddannelse (det kunne være inden for kommunikation, dansk, medievidenskab eller lignende).
Som person genkender du dig selv i
- Sproglig “nørd”: Du elsker ord og har en naturlig sans for sproglige finesser. Du sætter knivskarpe kommaer og spotter en slåfejl på 100 meters afstand.
- Bred almen viden: Du ved noget om meget – fra historie og (pop)kultur til etik og samfundsforhold – hvilket gør dig i stand til at skabe varierede og vedkommende quizzer og andet ordlegende indhold.
- Struktureret og lærenem: Du har teknisk forståelse, er frisk på at arbejde i forskelligartede redaktionelle systemer, og du har styr på dine deadlines.
Vi tilbyder
En vigtig plads i et lille, hyggeligt og engageret team, hvor dine idéer bliver hørt, og hvor der er kort vej fra tanke til handling. Du bliver en del af et mediehus med en flad struktur, højt til loftet og attraktive lokaler midt på Strøget i København. Vi vægter det sociale højt med fredagsbarer og stærkt kollegialt sammenhold. Læs mere her: https://kristeligtdagblad.recruitio.dk/job-openings/?lang=da
Ansættelsen er tidsbegrænset med en varighed på 12 måneder. Arbejdstiden er cirka 15 timer om ugen, som udgangspunkt fordelt på 2-3 dage. Vi er naturligvis fleksible i eksamensperioder.
Der er ansøgningsfrist fredag den 27. marts, kl. 15.00 og der holdes samtaler løbende.
Tiltrædelse snarest muligt.
For yderligere information er du velkommen til at kontakte Dís Pálsdóttir, projektchef for spil, på tlf. 2632 7008 eller e-mail: dis@k.dk.
Om Kristeligt Dagblad:
Kristeligt Dagblad ligger midt på Strøget i indre København. Vi er et mediehus i konstant udvikling med mange års redaktionel og kommerciel fremgang. Fokus for alt, hvad vi beskæftiger os med, er samlet i ordene tro, etik og eksistens.
Kristeligt Dagblad er kvalitetsavisen om livets store spørgsmål - og så dækker vi også intensivt kultur og litteratur, udland, indland, politik, værdidebat, historie og sociale forhold.